Presse
Duften af drømme
Ribe-kunstneren Kirsten Rudiengaard har den hidtil største separatudstilling i Nordjylland. Udstillingen åbnet af Folketingets tidligere formand.

Af Hans Jørgensen,
Redaktion.ribe@jv.dk

Mens pinsesolen kappedes med farverne i kunstneren Kirsten Rudiengaards malerier om at skinne stærkest, kunne Folketingets tidligere formand, Chr. Mejdahl, åbne Ribe-kunstneren Kirsten Rudiengaards hidtil største separatudstillinger på Galleri Rødhusgaarden i Rødhus nær ved Blokhus i Nordjylland.

Ikke færre end 31 malerier samt træfigurer og krukker af Kirsten Rudiengaard er udstillet i Per Jensens meget smukke galleri, der er placeret i en naturskøn egn tæt på det brusende Vesterhavet.

Udstillingen har fået titlen ”Duften af drømme”, og Kirsten Rudiengaards stærke farver og fabulerende former sætter fantasien i gang. Den fantasi, som også giver sig udslag i drømme. Og hvordan er duften af disse drømme så. En veloplagt og humørsprudlende Chr. Mejdahl stillede spørgsmålet og svarede selv: ”Mange symboler ligger uden for logikken, men de får vores fantasi til at omsætte dem i billeder, der giver associationer også til dufte.

Jeg har tidligere set Kirsten Rudiengaards billeder, og det gav absolut appetit på mere”.

Omkring et par hundrede mennesker deltog i den stort anlagte fernisering lørdag eftermiddag, og ud over Chr. Mejdahls åbningstale var der flot musikalsk underholdning ved de to dygtige sangere, sopranen Mette Grosbøll fra Den kgl. Opera, bas barytonen Thomas Siig og pianisten Søren Pedersen, der høstede fortjent stort bifald for deres kendte duetter og arier fra den klassiske verden repræsenteret ved både Mozart og Lehar.

Galleri Rødhusgaarden er indrettet i en tidligere landbrugsejendom, og de store, lyse lokaler giver den perfekte ramme om Kirsten Rudiengaards farvestrålende værker. Ribe-kunstneren med atelier på Rømø, var da også selv meget begejstret for den smukke ophængning.

Per Jensen driver gallerier på både Rødhusgaarden og i Blokhus, og her vil Kirsten Rudiengaard fremover være repræsenteret, mens separatudstillingen på Rødhusgaard kan ses frem til den 28. Juni.
 

Folketingets tidligere formand, Chr. Mejdahl, åbnede udstillingen med en tale holdt i humoristiske vendinger.

Galleriejer Per Jensen, Kirsten Rudiengaard og Chr. Mejdahl.